My Mynt

Jan 10, 2015 • Creators, SpotNo CommentsRead More »

P1100113_1

Det var som sådan ikke en dyb længsel efter at starte eget brand, der fik Signe Sand, designeren bag My Mynt, i gang. Hun tænkte, at det lå der alt for meget arbejde i. Mode- og tekstilbranchen, og omfanget af den tid og de opgaver, der er forbundet med at have egen virksomhed, har Signe et godt kendskab til. Hun er uddannet designer og har en bachelor i Brand Management. Efterfølgende arbejdede hun som designer for Bestseller, hvilket bragte hende til Kina hos en af Bestsellers leverandører.

I Kina arbejdede Signe som designer i en stor produktionsvirksomhed, og da hun vendte tilbage til Danmark havde hun opbygget et stort netværk og fået en intern forståelse for tekstilproduktion i Kina. Det gav hende muligheden for at starte sit eget, hvor hun kunne få mindre produktioner igennem. Så til trods for, at Signe oprindeligt ingen intentioner havde om at starte eget brand, kunne hun ikke lade muligheden passere forbi. ”Jeg blev nødt til at turde at springe ud i det,” siger Signe.

 

Startede eget brand med 10.000 kr. på lommen

Signe tog hjem med en lille håndfuld produktion da hun rejste hjem til Danmark. Det var helt udenfor sæson i indsalg og Signe mærkede allerede der, hvor vigtigt det er at tilpasse sig efter markedets rammer for at kunne sælge sine varer ind i butikkerne. ”Kunderne var ikke så gode til at købe ind udenfor de traditionelle sæsoner, for der havde de allerede brugt deres budget.”

Helt skidt var det dog ikke for den lille hjembragte kollektion solgte stadig det dobbelte af, hvad Signe havde forventet, og allerede der havde Signe overskud til at kunne producere en større kollektion næste gang. ”Jeg startede meget langsomt, og det er først nu jeg har fået investorer ind, men My Mynt er bygget på en mindre ferieopsparing på 10.000 kr. Da der var gået et år havde jeg et overskud på 100.000 kr. og dem kunne jeg så tage med mig til næste produktion. Jeg har ikke haft en eksplosiv vækst som så mange andre, der har kunne lægge en masse penge i projektet fra start af, og først nu har jeg råd til at have PR-bureau, hvor jeg er repræsenteret hos Polhem. På den måde har jeg taget det stille og roligt og lagt en byggesten mere på når jeg har haft råd.”

De fire kollektioner, som det indtil videre er blevet til, er også blevet til med et længere interval end det sædvanelige halvår, men i starten var Signe enemand i firmaet, som man jo ofte er som ny iværksætter. Hun stod for salg, logistik og lagerstyring, hun var indkøber og bogholder og hun var jo naturligvis også designer. ”Udover at have fået Polhem som PR-bureau har jeg fået salgsagenter og det er en kæmpe lettelse, hvilket jeg er så glad for, da jeg efterhånden ikke har tiden til at omfavne de mange opgaver i takt med, at virksomheden vokser.”

Udover at være repræsenteret i Danmark, er My Mynt også til at finde i Holland med den nye spring/summer 2015 kollektion og fra næste sæson starter My Mynt ud i Schweiz. I Danmark er der allerede en del forhandlere af My Mynt. ”Jeg har haft meget held med at få solgt mine kollektioner, så mit næste skridt er at fokusere mere på markedsføring og PR for at skabe kendskab til brandet. Jeg har for nylig også fået min første medarbejder, der har taget over på lagerstyring og salgskoordinering, og det har givet mig et dejligt pusterum og mere tid til at være designer,” fortæller Signe.

P1100124_1

Insiderviden om produktion i Kina

Signe boede i Kina i et års tid. Hun var egentlig meget glad for det og havde tænkt sig at blive boende i nogle år, men endte med at vende snuden hjem før forventet. ”Jeg var hjemme i Danmark på ferie og da jeg trådte ud af flyveren kunne jeg mærke, hvor ren luften var. Jeg kunne trække vejret på en helt anden måde. I Kina var jeg begyndt at få næseblod i tide og utide, hvilket jeg aldrig har døjet med før. Jeg gik til læge og fik at vide, at forureningen var skyld i næseblødningen. Det synes jeg var meget klamt at tænke på. Under ferien hjemme i Danmark blev jeg også opmærksom på, hvor meget jeg savnede familien og vennerne, så selvom jeg var utrolig glad for arbejdet i Kina, trak det i mig at komme hjem igen.”

Med et freelancejob hos produktionsvirksomheden i Kina og opstart af egen virksomhed kunne Signe påbegynde et nyt kapitel i hendes karriere hjemme i Danmark. Hendes erfaring i tekstil- og produktionsbranchen i Kina har givet hende gåpåmod til at gå selvstændigt ind på markedet. ”Det har været vigtigt for mig, at jeg kender mine leverandører og kan stole på dem. Det er alt sammen mennesker jeg enten selv kender eller har fået anbefalet, hvor jeg efterfølgende været ude for at besøge dem. Der er så meget korruption og man kan komme rigtig galt af sted i forhold til produktion,” siger Signe.

”I forhold til at kunne holde en god pris herhjemme, er det svært at producere fuldstændig økologisk, hvilket selvfølgelig ville være det ideelle. Det ville jeg ønske jeg kunne. Jeg har lagt vægt på, at jeg skal kende mine leverandører og hvordan arbejdsforholdene er på fabrikkerne. Jeg har besøgt mange forskellige produktionsfirmaer i Kina og mange af dem har helt forfærdelige forhold. Så det jeg kan som et lille brand er at betale lidt mere for en ordentlig produktion, set i humanistisk perspektiv, og have en vished om, at arbejdsforholdene er gode. Jeg havde aldrig startet mit eget, hvis jeg ikke havde den viden på forhånd.”

 

Inger grænser og dog gennemtænkt

Centrum i My Mynts design er anvendeligheden af tøjet. Det må gerne være anderledes end det traditionelle, men samtidig brugbart til flere lejligheder. ”Det skal være let at bruge og tilgængeligt for mange, men gerne med anderledes detaljer, hvilket i denne sæson f.eks. ses med oversized kimono-ærmer på cardigans.”

Tanken om, hvordan man som ung i starten af tyverne og måske netop er færdiguddannet og derfor ikke har særlig mange penge, men hvor man samtidig er meget bevidst om egen stil, har været et udspring for Signes tilgang til hendes design af My Mynt. ”Jeg vil gerne kunne være det billige alternativ, hvor jeg fortsat ligger i de lidt dyre butikker, men som det billige mærke. Det henvender sig nok mest til kvinden, der har en tilknytning til bymiljøet.”

Selvom det ikke lå i kortene, at Signe skulle være designer i eget firma, er hun meget tilfreds med karrierens udfald, og hun kan drage stor nytte af hendes erfaring som designer ved de store brands. ”Det er sindssygt fedt for nu får jeg lov til at gøre, hvad jeg selv vil. Jeg har designet for meget kommercielle brands tidligere, så nu er der ingen grænser i forhold til, hvad jeg kan lave. Samtidig gør den kommercielle baggrund, at jeg har en god føling for, hvad der kan sælge og det tænker jeg selvfølgelig med ind i mit design. Det har også været positivt, at jeg i starten selv skulle ud og sælge min kollektion. I den direkte kontakt til butikkerne fik jeg god respons på, hvad der solgte og fungerede godt hos kunderne. Jeg synes jeg er blevet god til at medinddrage anderledes detaljer i mit design, hvor jeg stadig altid har i baghovedet, at tøjet skal kunne sælges. For det er det, som jeg har lyst til at lave – fedt dagligdagstøj.”

P1100123En af Signes egne favoritter er denne cardigan, der fungerer som overgangsjakke og også er super-cool med et bælte i taljen.

P1100120_1En anden ting som Signe fremhæver er disse fine shorts, som kan fås med en tilhørende t-shirts – ”Jeg tror stadigvæk på sæt.”

www.my-mynt.com

 

Tags: , , ,

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>